Emnet for afhandlingen er, hvordan landskab kan spille en meget mere markant rolle i det urbane rum og skabe nye sammenhænge i ellers fragmenterede urbane områder og byer. Afhandlingen er funderet i tre værker/arbejder realiseret i forbindelse med en Ph.d. ansættelse ved Arkitektskolen Aarhus (AAA) i perioden 2011 – 2014: Det første værk er et spiseligt landskab lavet i samarbejde med studerende fra AAA i en meget befærdet vejs midterrabat / Traffic Island Edible Landscape (2012). Det anden værk er en spiselig have i en privat parcelhus-have, lavet af den Amerikanske kunstner Fritz Haeg og ligeledes i samarbejde med studerende fra AAA / Edible Estates: Prototype Garden #14: Aarhus; Denmark (2013). Det sidste er et offentligt seminar, hvor det blev diskuteret, om urban agrikultur positivt kan spille en meget mere fremtrædende rolle i byudvikling (Urban Agriculture: Edible Estates and the Mega Cities of Tomorrow (2013).

På baggrund af arbejdet med at lave værkerne, refleksioner omkring de i projektet anvende kunstneriske metoder og deres bidrag i en forskningskontekst, er indholdet i afhandlingen følgende:

På seminaret Urban Agriculture: Edible Estates and the Mega Cities of Tomorrow (2013) bliver det Anthropocene (forstået som at menneskelig aktivitet har afstedkommet ændringer på et planetarisk niveau)  introduceret som et muligt startpunkt for nye tilgange til at forme det urbane – et startpunkt som omhandler æstetiske, økologiske, økonomiske og sociale aspekter.

I afhandlingen adresseres det, hvordan der, i forbindelse med krig og andre kriser, er eksempler på, at byområder bliver re-modelleret gennem små ændringer – individuelle projekter, hvor mennesker laver landskab ud fra fælles sociale mål. Historiske ’urban gardening’ projekter relateret til krigsperioder er et eksempel på ændringer under kriser iværksat for at overleve og/eller skabe fællesånd. Et andet eksempel er, hvordan kunstnere gennem historien har peget på nødvendige ændringer i samfundet bl.a. ved at transformere urbane steder og derigennem diskutere politiske, sociale, æstetiske og økologiske spørgsmål i forbindelse med byområder og planlægning. Endvidere adresseres det, at der i dag globalt er en kløft mellem græsrodsaktiviteter, der er med til at forme det urbane, og by-udviklere, ​ministerier og lovgivning.  Denne kløft kunne drage fordel af at blive medieret i arkitektfagets etik.

Det Anthropocene adresserer ny viden og metoder. Tilgangen i dette projekt er at tænke og arbejde tværfagligt og skabe nye perspektiver ud fra transformationer af urbane steder. Her er forestillingsbilleder, afhvad det urbane kunne være, helt centrale.

Termen at ”lave” landskab introduceres som en måde at påvirke og diskutere adfærd og værdier og levemåder. Metoden udforsker grænserne mellem praksis og forskning og anvender forskydning af vante måder at arbejde på til at diskutere landskabets rolle. Termen landskabsspredning (landscape sprawl) introduceres som forskningsstrategi og et modtræk til byspredning (urban sprawl) og definerer aspekter af tværfaglighed. Metoden, som er forankret i kunstnerisk kritisk praksis, leder til en anden form for planlægning ved at bringe andre spørgsmål i spil. Værkerne Traffic Island Edible Landscape og Edible Estates: Prototype Garden # 14: Aarhus; Denmark tager diskussionen ­videre og peger på nye forskydninger og spørgsmål.

De politiske diskussioner om fødevareproduktion i byer, ideer om by-og landområder som modsætninger berøres, og det inddrages, hvordan transformation af urbane steder kan skabe billeder der kan hjælpe til at transcendere det velkendte og se nye muligheder.

Afslutningsvis konkluderes det, at det at lave værker som Traffic Island Edible Landscape og Edible Estates: Prototype Garden # 14: Aarhus; Denmark inddrager de mennesker, der møder dem, i tanker om fremtiden, og tanker om hvordan rækker af ​​tanker og kritiske spørgsmål fører til nye tanker og spørgsmål. Endvidere konkluderes det at, ud over at se landskabsspredning som et kunstnerisk svar på at leve i det Anthropocene, er landskabsspredning også et fænomen af urbane agrikultur- og haveprojekter, som vi skal se meget mere nuanceret på, end vi gør i dag.

Menneskers engagement og den indflydelse det har på de spørgsmål, vi stiller, er kernen i teoriudviklingen i afhandlingen. Konklusionen er, at metoderne bag at lave lille-skala projekter tilfører viden til stor-skala planlægning. Resultatet fører til spørgsmålet om hvad nu og nye mulige udgangspunkter.

Ph.d.-afhandlingen er skrevet på engelsk og mere omfattende materiale (dagbøger, billeder, film mm) omkring både afhandlingen og Ph.d.-projektet generelt kan ses på den engelske del af hjemmesiden.